tirsdag den 8. juli 2014

Ribssnitter


I øjeblikket er vores forhave FYLDT med ribs. Der er virkelig mange - altså virkelig mange. Da min mor kom op med forslaget om at lave ribssnitter, tøvede jeg ikke et sekund. Jeg vil næsten påstå at sige, at ribssnitter smager bedre end hindbærsnitter. De har lige en ekstra fin syrlighed, som hindbærsnitterne ikke har.


I morgen tager jeg til Sydfrankrig, så det er ikke sikkert, I hører så meget til mig - men siden jeg sidder med hovedet fyldt af idéer, skal der nok komme en masse spændene, når jeg kommer hjem! Hav en rigtig god sommer!


Ribssnitter
250 g hvedemel
150 g smør
60 g flormelis
½ vaniljestang (eller ½ tsk vaniljepulver)
1 æg

Rysteribs
180 g ribs
40 g sukker

Desuden
lidt sammenpisket æg til pensling
rørsukker eller demerasukker til strøning

Kom alle ingredienserne i en foodprocessor. Kør kun, til dejen lige har samlet sig. Kom dejen i køleskabet i ca. 1 time.

Lav imens rysteribsene: Skyl ribsene og fjern stilken. Kom dem i en lille skål eller beholder og læg først et lag ribs. Drys derefter godt med sukker, og læg et nyt lag ribs hvorefter der igen drysses med sukker. Bliv ved til der ikke er flere ribs eller mere sukker. Lad det stå og trække til sukkeret er smeltet. Når sukkeret er smeltet, mases ribsene godt.
Del den kolde dej i to. Rul hver del ud på et meldrysset bord, smør med ribs på den ene bund, og læg den anden ovenpå. Pensl med sammenpisket æg, drys med rørsukker og bag snitterne ved 180 grader i 20-25 minutter, til de er gyldne. Lad dem køle af, skær herefter ud i snitter (størrelsen bestemmer du selv) og server.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar